Forskellige typer af læder og hvordan du genkender dem

Hvad er læder og kunstlæder?

Læder er i bund og grund dyrehud, ofte fra pelsdyr- og slagtedyr. Læderets kvalitet kan variere en smule afhængigt af fremstillingsprocessen. Læderet er også forskelligt alt efter, hvilket dyr det kommer fra.

Anilinlæder (nappa) er det dyreste læder af højeste kvalitet. Det fremstilles til at hudens yderside skal bæres udad. Under produktionsprocessen fjernes ingen naturlige defekter, og derfor fås anilinlæder fra ca. 10 % af hele læderproduktionsprocessen. Teksturer og defekter i dyrehuden er tydeligt synlige på denne type læder. Anilinlæder findes sjældent i bilinteriøret, og du finder det næsten udelukkende i dyrere biler. Anilinlæder er ubehandlet og har ingen dækkende farve.

Nubuck-læder er grundlæggende anilinlæder, men med den forskel, at det er blevet "slebet" til en ruskindslignende overflade. Nubuck-læder forveksles ofte med ruskind, da de ser og føles næsten ens. Forskellen er, at nubuck har det yderste lag hud udadvendt, ligesom anilinlæder, mens ruskind består af indersiden af huden (kødsiden). Ruskind eller nubuck-læder findes nogle gange på rattet i luksusbiler.

Den mest almindelige type læder i bilpolstring er spaltlæder, som stammer fra det nederste lag af dyrere læder. Læderet er delt op i forskellige lag, og det er som regel det nederste lag, der henvises til, når man taler om spaltlæder. Denne type læder er ofte behandlet med lak eller polyurethan og tekstureret, dvs. at der er trykt et mønster på overfladen for at give den mere karakter.

Mere end 70-80 % af det læder, der anvendes til bilpolstring, er behandlet på denne måde. Overfladebehandlingen gør læderet meget langtidsholdbart og slidstærkt. Det er helt unødvendigt at forsøge at "genoplive" belagt læder med næringsstoffer, da belægningen forhindrer stoffet i at blive absorberet i læderet.

Kunstlæder er i realiteten plastik, men kan være svært at skelne fra overfladebehandlet læder. Kunstlæder er ofte lidt hårdere og har ikke den karakteristiske lugt, som læder normalt har. På grund af sin hårdhed anvendes kunstlæder sjældent på sæder, men oftere på instrumentbrætter og lignende steder, hvor det ikke udsættes for meget slid. Kunstlæder vedligeholdes og behandles på samme måde som plast.

Ægte læder, overfladebehandlet læder eller kunstlæder?

Der er et par sikre måder at kontrollere, hvilken slags læder du har med at gøre. Den nemmeste er at teste, om læderet er ægte eller ej. Hvis det ikke er ægte læder, er det overfladebehandlet spaltlæder eller kunstlæder.

Hvis du drypper en lille mængde vand på ægte læder, vil det blive absorberet af læderet og gøre det lidt mørkere. Når det er tørret, får det sin oprindelige farve igen. Overfladebehandlet læder og kunstlæder afviser i stedet vandet. Det er dog værd at bemærke, at selv ægte læder vil afvise vand, hvis det er blevet behandlet med et vandafvisende beskyttelsesmiddel. Desuden kan dårligt plejet og meget slidt læder ikke absorbere vandet.

"Ridseprøven" er en anden effektiv metode til at bestemme læderets kvalitet. Ved at ridse let med fingerneglen kan du tydeligt se, om læderet er ægte eller belagt. Ægte læder reagerer på ridser ved at blegne lidt, mens belagt læder slet ikke ændrer farve.

DU KAN FINDE HELE VORES SORTIMENT AF LÆDERPLEJEPRODUKTER HER!